Undervisere

Anders Nejsum

Jeg begyndte at træne Aikido som ung i forbindelse med en skuespiluddannelse i 1998. Det var en fuldstændig gennemgribende oplevelse første gang at erfare, hvor meget sind og krop hører sammen, og hvordan fysisk kontakt uden spænding og uden intention om kamp kunne være så kraftfuldt, at det føltes som ren magi. Det var min oplevelse af Ki.

Jeg havde altid drømt om at være troldmand og ninja, så det var på en måde en følelse at ‘finde hjem’. Jeg startede året efter i hovedklubben i København, hvor jeg senere blev instruktør og jeg har siden rejst rundt til seminarer i hele Europa hvert år og fået nuanceret min forståelse af hvad magi er lavet af. Og det er måske noget af det fascinerende. At magien – Ki – ikke er mystisk, men derimod meget konkret og håndgribeligt når vi laver Aikido, og at vi bruger den til at lære at kommunikere uden ord og til at udvikle vores dybe relationer til os selv og til verden.

Til daglig er jeg direktør i virksomheden Visikon, der arbejder med digital kommunikation og tegnefilm til sundhedsvæsenet i både Danmark og udlandet.

Jeg bor på en gård tæt på Hobro med min hustru og to piger og nogle dyr.

Anders Nejsum,
4. dan, okuden

Jacob Aremark
4. dan, okuden

Jacob Aremark

Jeg startede med at træne Jiu-Jitsu i 1983. Efter at have været hele vejen rundt om kampkunst og selvforsvar (med bl.a. Karate, Kung Fu, BJJ og meget andet) landede jeg for godt 20 år siden ved Aikido. Det som tiltaler mig ved Aikido er, at det har en meget praktisk anvendelighed, netop fordi det handler om at skabe gode relationer og løse eventuelle konflikter med mindst mulig energi. Det er præcis den slags løsninger jeg kan bruge i min hverdag, i forhold til fx min kæreste og mine tre børn. Jeg kan også godt lide hele det aspekt, som handler om mental & fysisk sundhed, og jeg føler, at det at vi i Aikido fokuserer meget konkret på fx åndedrætsteknikker og meditation, skaber en hel særlig atmosfære og et meget klart fokus for vores træning. Aikido betyder jo at være i harmoni, og det tager vi faktisk meget alvorligt.
Jeg arbejder professionelt med sammenhængen imellem krop og sind. Hvor jeg trækker på bl.a. en akademisk baggrund som filosofi, mange år som yogalærer og min erfaring med Aikido.
Klubben er på mange måder mit frirum. Og selvom det jeg underviser dér minder meget om det, jeg laver i mit arbejdsliv, er det alligevel fuldstændig anderledes, fordi klubben er båret primært af fællesskab og sam-vær, og ikke af økonomi eller tanker om præstation.  Du kan læse mere om mig og om det jeg laver på www.aremark.dk

Jacob Dannesbo

Jeg startede med at træne Aikido, da jeg i 00’erne boede i København. På et tidspunkt flyttede jeg til Aarhus for at læse til fysioterapeut, og startede samtidig i Ki-Selskabet.

I dag arbejder jeg som osteopat. Hvilket vil sige, at jeg hele dagen arbejder med kroppe og bruger min egen krop.
Jeg oplever, at Aikido kan hjælpe mig både  i mit arbejde, i det træningen giver mig en opmærksomhed på, hvordan jeg bevæger mig hensigtsmæssigt, hvordan jeg konkret tager kontakt til min klients krop, og hvordan jeg laver manipulationer, masserer osv. uden at “slide” på mig selv.

I Ki-Selskabet fungerer jeg som træner, når Anders eller Jacob har brug for en vikar.

Jacob Dannesbo,
1 dan, shoden

Morten Hofmeister
1. kyu, jokyu

Morten Hofmeister

Aikido er for mig en mulighed for at træne kropsbevidsthed og sindet – eller kropsind da det netop er tæt forbundet.

Aikido er en måde at arbejde med mig selv i relation til andre på en meget konkret måde med teknikker og kvaliteter, som jeg oplever giver mening.
Så også her har praksis på måtten relevans for praksis uden for måtten – dvs. privatlivet såvel som arbejdslivet.

Jeg er en del af underviserteamet på begynderholdet, og vikarierer også lejlighedsvist ved den almindelige træning

Eglé Zaikauskaité

Aikido hjælper mig med at finde hjem i min krop – også når noget er svært eller ubehageligt.
Jeg får mulighed for at øve mødet med frustration ingen igen, men på en måde der udvikler tolerance og læring frem for følelse af modstand og afmagt.
Den erfaring og form for udvikling vil jeg gerne dele med andre.

Jeg er en del af underviserteamet på begynderholdet.

Eglé Zaikauskaité
3 kyu, chukyu