Aikidos historie – kort fortalt

Vores lærer, Kenjiro Yoshigasaki, kom oprindeligt fra Japan. Han kom til Europa sidste i 70‘erne sammen med sin lærer, Koichi Tohei, og blev derefter udpeget til at stå i spidsen for den europæiske gren af Toheis organisation, Ki no kenkyukai (Ki selskabet), som dengang ikke havde bredt sig så meget på vores breddegrader.

Tohei var selv elev af Morihei Ueshiba, som er Aikido’ens egentlige grundlægger. Dog havde Tohei også søgt inspiration andre steder fra – særligt fra Tempu Nakamura, en japansk læge, som havde rejst både i Afrika, Asien, Europa og USA, og som bl.a. introducerede japanerne for Yoga.

Ueshiba blev født i 1883, som er lige omkring den tid, hvor Japan er i gang med at slippe de gamle, feudale, samurai-tanker og træde ind i den moderne tidsalder.

Ueshiba kom ikke selv fra en samurai-familie, men han var meget interesseret i kampkunst, og lærte blandt andet Aiki-jutsu fra Sokaku Takeda, som var en efter sigende noget brutal og krigerisk samurai. Ueshiba kunne dog godt se, at der i den moderne tidsalder ikke på samme måde ville være brug for at slås. Han var også meget inspireret af den ny-religiøse shintoist-lærer Onisaburo Degushi og derfor søgte han at transformere de kampteknikker han lærte, til noget, der handlede om fred og fordragelighed snarere end vold. Som en symbolsk handling døbte han sin “nye” stilart Aikido. Ordet “do” betyder “livs-vej” på japansk, og Ueshiba søgte på den måde at vise, at Aikido var mere og andet end bare en måde at kæmpe på.

Det er i den forstand stadig Ueshibas oprindelige idésæt, vi følger, selvom de konkrete teknikker og måder at praktisere på har ændret sig meget henover de sidste 100 år – og stadig er i udvikling takket være vores nuværende hovedlærer og andre dygtige instruktører.